• Print
  • + Del Side

Anders Thomas Jensen vender tilbage til Fyn med stjernebesat komedie produceret af Zentropa

Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Nicolas Bro og Andrea Heick Gadeberg har de bærende roller i Anders Thomas Jensens nye komedie RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE, som skal optages i hele tre fynske kommuner og får biografpremiere d. 25. december 2020.

FilmFyn og Zentropa Productions er stolt over at kunne præsentere Anders Thomas Jensens nye komedie RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE. Filmen – som Anders Thomas Jensen både instruerer og skriver – har en række af landets største stjerner på rollelisten og optages i starten af det nye år i flere fynske kommuner samt i Sverige. RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE rammer biografer over hele landet 25. december i år.

Fyn som location
Det er ikke første gang Anders Thomas Jensen laver film på Fyn – med denne produktion bliver det 4. gang han vender tilbage for at lave endnu en dansk komedieklassiker med Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Nicholas Bro i hovedrollerne. Med DE GRØNNE SLAGTERE, ADAMS ÆBLER og MÆND OG HØNS bliver RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE den 4. film i rækken, som optages på Fyn. Denne gang optages filmen på locations i hele tre fynske kommuner: Odense, Assens og Faaborg-Midtfyn.

Producent Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa udtaler:
“Zentropa er glade for at være tilbage på Fyn med endnu en storfilm, Anders Thomas Jensens Retfærdighedens Ryttere. En komedie med et fremragende manuskript, spillet af danmarks største skuespillere og hvor Fyns væld af billedskønne locations er i spil. Vi er altid glade for at filme på Fyn hvor vi bliver taget imod med åbne arme og møder en høj grad af professionalisme. Denne gang også med nye dygtige fynske filmfolk som vi glæder os til at arbejde sammen med og lære at kende.”

Historien
Den udstationerede militærmand Markus må tage hjem til sin teenagedatter Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Det ligner en tilfældighed, indtil matematiknørden Otto dukker op med sine to excentriske kollegaer Lennart og Emmenthaler. Otto var selv passager på det forulykkede tog og er overbevidst om, nogen må stå bag. Som indicierne hober sig op, står det klart for Markus, at det måske var et nøje orkestreret attentat, som hans kone tilfældigt blev offer for.

Anders Thomas Jensens nye komedie er en moderne fabel om fællesskab, universets tilfældigheder… og ja, selve livets mening.

Stjerner og ungt stortalent foran kameraet
Filmens uortodokse helte spilles af et firkløver af landets mest populære danske skuespillere: Mads Mikkelsen i rollen som Markus, Nikolaj Lie Kaas spiller Otto, Lars Brygmann er Lennart mens Nicolas Bro er Emmenthaler. I rollen som Markus’ datter Mathilde ses Andrea Heick Gadeberg som har haft et forrygende gennembrudsår med bl.a. en kritikerrost præstation som Daniel Ryes lillesøster i Ser du månen, Daniel og rollen som en ung Sanne Salomonsen i Sanne The Musical. I øvrige roller ses også Gustav Lindh, kendt fra Dronningen og fynske Roland Møller, senest med titelrollen i Valhalla.

RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen og produceres af Zentropa Entertainments3 v/ producere Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann. Filmen co-produceres med Film i Väst, Zentropa Sweden. Den er blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Nordisk Film & TV Fond, the MEDIA Programme of the European Union, YouSee, TV 2 DANMARK, YLE & SVT.

RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE distribueres i Danmark og resten af Norden af Nordisk Film Distribution og sælges internationalt v/ TrustNordisk.

For yderligere information kontakt venligst:
Klaus Hansen, Direktør FilmFyn
klaus@filmfyn.dk, 2081 0959

Michael Feder, CEO Have Kommunikation
michael@have.dk, 2243 4942

Læs den fulde pressemeddelelse her.

(På foto fra venstre: Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Andrea Heick Gadeberg, Anders Thomas Jensen, Nicolas Bro og Mads Mikkelsen. Fotograf: Anders Overgaard)