• Print
  • + Del Side

Anders Thomas Jensens stjernebesatte komedie RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE får premiere tidligere end forventet

Premieredatoen på den imødesete danske komedie fremrykkes med fire uger til den 19. november. I dag frigives samtidig den første scene fra filmen, som med støtte fra FilmFyn er optaget i tre fynske kommuner tidligere på året.

FilmFyn, Zentropa og Nordisk Film Distribution kan i dag oplyse, at Anders Thomas Jensens ventede danske komedie RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE får premiere tidligere end ventet! Filmen, som har været på optagelse på Fyn i Faaborg-Midtfyn, Odense og Assens kommuner i starten af året, skulle have haft biografpremiere den 17. december, men flyttes nu op til den 19. november og overtager dermed pladsen i de danske biografer efter James Bond-filmen NO TIME TO DIE, som for en uge siden blev udsat til april 2021.

FilmFyns direktør Klaus Hansen glæder sig over, at:

”Den tidligere premiere af RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE vil give landets biografer, og ikke mindst de fynske, en enestående mulighed for at fylde salene i et udfordret efterår. Derudover er jeg superglad for at FilmFyn har støttet RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE, som er en stærk film med et stærkt fynsk aftryk. Anders Thomas Jensen og skuespillerholdet bag Retfærdighedens Ryttere, har en lang tradition for at optage på Fyn. Faktisk var det samme hold der var bag den allerførste FilmFyn film – og siden fulgte flere.”

Det faktum, at RETFÆRDIGEHEDENS RYTTERE flytter til lige præcis d. 19. og ikke d. 12. november skyldes et hensyn til de eksisterende danske biograffilm i markedet.

Hos Zentropa er man rigtig glad for beslutningen om at flytte premieredatoen. Filmens producer Sisse Graum Jørgensen udtaler:

”Det har været en stor beslutning for os at fremrykke premieredatoen på RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE. Det er klart, at flytningen af Bond-premieren efterlader et stort tomrum i biografmarkedet, og vi ser det både som en mulighed og en forpligtelse over for danske biografer at flytte vores film op i november. Både Anders Thomas Jensen og Zentropa glæder sig helt vildt til, at filmen får biografpremiere allerede om en måneds tid.”

RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE får premiere i kølvandet på en anden Zentropa-film, Thomas Vinterbergs anmelderroste drama DRUK, som med nu over 400.000 solgte billetter, blot 2,5 uger efter premieren, har demonstreret, at danske biografgængere trods coronakrisen føler sig trygge ved at gå i biografen, når der er noget, de vil se.

Første hele scene fra filmen
I anledning af datoflytningen frigives i dag – godt en uge efter den første korte teasertrailer – den første hele scene fra filmen, som er optaget på location i Faaborg-Midtfyn Kommune. I scenen møder vi filmens umage firkløver – spillet af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro – som tager på uanmeldt besøg hos en rocker, de tror har forbindelse til en tragisk togulykke. Mødet tager en noget uventet drejning….

Handlingen i RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE
Den udstationerede militærmand Markus må tage hjem til sin teenagedatter, Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Det ligner en tilfældighed, indtil matematiknørden Otto dukker op med sine to excentriske kollegaer Lennart og Emmenthaler. Otto var selv passager på det forulykkede tog og er overbevidst om, nogen må stå bag. Som indicierne hober sig op, står det klart for Markus, at det måske var et nøje orkestreret attentat, som hans kone tilfældigt blev offer for.

RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE er en sjov, rørende og dramatisk fortælling om familie, hævn, venskab og livets store sammenhænge.

Stjerner og ungt stortalent foran kameraet
Filmens uortodokse helte spilles af en firkløver af landets mest populære danske skuespillere: Mads Mikkelsen i rollen som Markus, Nikolaj Lie Kaas spiller Otto, Lars Brygmann er Lennart mens Nicolas Bro er Emmenthaler. I den centrale rolle som Markus’ datter, Mathilde, ses det unge stortalent Andrea Heick Gadeberg, som sidste år fik et forrygende gennembrudsår med blandt andet en kritikerrost præstation som Daniel Ryes lillesøster i SER DU MÅNEN, DANIEL og rollen som en ung Sanne Salomonsen i SANNE THE MUSICAL.  I øvrige centrale roller ses også Gustav Lindh, kendt fra DRONNINGEN og Roland Møller, senest som Thor i Fenar Ahmads fantasy-film VALHALLA.

Holdet bag filmen
RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen og produceres af Zentropa Entertainments3 v/ producere Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann. Filmen co-produceres med Film i Väst, Zentropa Sweden. Den er blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Nordisk Film & TV Fond, the MEDIA Programme of the European Union, YouSee, TV 2 DANMARK, YLE & SVT.

RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE distribueres i Danmark og resten af Norden af Nordisk Film Distribution og sælges internationalt v/ TrustNordisk.

Fra venstre: Lars Brygmann, Andrea Heick Gadeberg, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro. Kreditering: Anders Overgaard.

Fakta om RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE

Statement fra instruktør Anders Thomas Jensen:
RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE er en fabel, sat i realistiske rammer. Det er en fortælling om en gruppe mennesker, der på den samme dag alle mister følelsen af tryghed og fundament i deres liv. I mødet med hinanden finder de sidenhen hver især kærlighed, selvrespekt, tillid og følelsen af at høre til et sted. Og alle oplever at ende med at tro på sig selv, på Gud eller livets tilfældigheder.
Filmen handler om, hvordan det påvirker vores liv, når det utænkelige sker. Hvordan bevarer vi troen på livet, når vi ikke længere tror på noget.

Holdet bag filmen

  • Instruktør: Anders Thomas Jensen
  • Manuskriptforfatter: Anders Thomas Jensen
  • Producere: Sisse Graum Jørgensen & Sidsel Hybschmann
  • Fotograf: Kasper Tuxen, DFF
  • Klippere: Nicolaj Monberg & Anders Albjerg Christiansen
  • Scenograf: Nikolaj Danielsen
  • Komponist: Jeppe Kaas
  • Lyddesigner: Eddie Simonsen
  • Kostumedesigner: Vibe Knoblauch Hededam
  • Make-up design: Louise Hauberg
  • Line Producer: Karen Bentzon

Producenter og co-producenter:

  • Produceret af Zentropa Entertainments3
  • Co-produceret med Film i Väst, Zentropa Sweden
  • Med støtte fra Det Danske Filminstitut/ Markedsordningen, FilmFyn, Nordisk Film & Tv Fond, the MEDIA Programme of the European Union, YouSee, TV 2 DANMARK, YLE & SVT.
  • Distribution: Nordisk Film Distribution
  • Internationalt salg: TrustNordisk

Rolleliste

  • Mads Mikkelsen: Markus
  • Nikolaj Lie Kaas: Otto
  • Andrea Heick Gadeberg: Mathilde
  • Lars Brygmann: Lennart
  • Nicolas Bro: Emmenthaler
  • Gustav Lindh: Bodashka
  • Roland Møller: Kurt Olesen

Øvrige

  • Budget: 39 mio. kr.
  • Biografpremiere: 19. november 2020

For yderligere information kontakt venligst: 
Klaus Hansen, FilmFyn, klaus@filmfyn.dk, 2081 0959
Michael Feder, Have, michael@have.dk, 2243 4942

Foto i toppen: Forrest fra venstre ses Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Bagest fra venstre ses Nicolas Bro og Lars Brygmann. Kreditering: Anders Overgaard.