• Print
  • + Del Side

Assens Kommune bliver fuldgyldig ejerkommune af FilmFyn fra 2017

Som en del af budgetforliget 2017- 2020 har Assens Kommune i nat besluttet at indgå fuldt medlemskab af FilmFyn fra 2017.

Borgmester Søren Steen Andersen fortæller, at beslutningen både er truffet i en større sammenhæng omkring det fynske samarbejde på tværs af kommunegrænserne og på grund af det erhvervsmæssige og oplevelsesøkonomiske potentiale omkring FilmFyns investeringer.

– På Fyn formår vi sammen at løfte os frem mod at opnå den kritiske masse, der virkelig skal til for at brænde igennem på filmfronten og i oplevelsesøkonomien, hvor der er kæmpe potentialer, siger Søren Steen Andersen og fortsætter: – Som kommende fuldgyldig ejerkommune af FilmFyn er der en erhvervsmæssig side, som vi heller ikke er blind for i Assens. Der er en perlerække af store og mindre aktører i vores kommune, som har stor glæde af den omsætning, der skabes gennem produktionen af de film og tv-serier, som FilmFyn investerer i. Assens Kommune har et væld af spændende locations at byde på og oveni i det et stærkt og aktivt medborgerskab, der virkelig gør os til en filmvenlig kommune.

Assens Kommune har fra 2017 afsat et årligt driftstilskud til FilmFyn på godt 1,7 millioner kroner. FilmFyn planlægger at afholde en ekstraordinær generalforsamling inden årets udgang, hvor Assens Kommune kan indtræde i ejerkredsen på linje med de 6 nuværende ejerkommuner bestående af Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø, Langeland, Nordfyn og Nyborg, og med Odense som associeret kommune.

Hos FilmFyns direktør Bo Damgaard er glæden over den udvidede ejerkreds stor:
– Tillykke til Assens og tillykke til Fyn. Det er en investering i film og fremtidig udvikling i vores herlige landsdel. Med Assens’ fulde medlemskab styrkes vores arbejde med at skabe omsætning, omtale og kulturel stolthed – hvor er det et dejligt efterår! siger Bo Damgaard.

I disse dage optages store dele af Casper Christensen og Frank Hvams kommende film “DAN-DREAM” på forskellige locations i Assens, og kommunen har tidligere dannet ramme om optagelser til tv-serien “1864” og store spillefilm som “Der kommer en dag” med Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl, “De standhaftige” med Mikkel Boe Følsgaard og “Mænd og Høns” med Mads Mikkelsen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Bo Damgaard
4030 9978
bo@filmfyn.dk