• Print
  • + Del Side

DE FORBANDEDE ÅR kom flot fra start!

Med over 60.000 solgte biografbilletter i premiereweekenden er Anders Refns 2. Verdenskrigsfilm kommet perfekt fra start i de danske biografer. 

FilmFyn er med på et lille hjørne af den store film, bl.a. fordi dele af filmens postproduktion er foregået på Fyn.

DE FORBANDEDE ÅR fik biografpremiere torsdag i sidste uge, hvor den høstede rigtig pæne anmeldelser, og siden har publikum valfartet ind i biografmørket for at se filmen. Med hele 64.522 solgte biografbilletter inkl. snigpremierebilletter har premiereweekenden været en triumf for Anders Refns film, som har været mere end 20 år undervejs.

Anders Refn udtaler:
Jeg har brugt de sidste 20 år af mit liv på at researche, skrive og planlægge filmen, og det er en fantastisk glæde og lettelse for mig, at filmen nu har fået premiere. Og så meget desto større er glæden over, at publikum har taget så flot imod den. Jeg er umådelig glad og stolt, og det glæder mig, at et dansk biografpublikum har vist sig klar til at opleve et mindre flatterende kapitel af 2. Verdenskrig set med danske øjne.”

DE FORBANDEDE år er distribueret af Scanbox Entertainments A/S, som ligeledes er ovenud tilfreds med premiereweekenden. Head of Theatrical, Merete Christensen, udtaler:
“Vi har hele tiden troet på filmens potentiale i biografen, men vi er alligevel overvældet af den helt exceptionelt flotte åbningsweekend. Der er ingen tvivl om, at den rammer en nerve hos et dansk publikum, og det lover særdeles godt for filmens videre liv i biograferne den kommende tid.”

Om filmen
DE FORBANDEDE ÅR er Anders Refns største og mest ambitiøse film til dato. Filmen skildrer krigens nådesløse greb om en dansk familie i de første år af besættelsen (1940-43), hvor samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland eksisterede. I filmens ses et stjernespækket skuespillerensemble inkl. Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Tommy Kenter, Pernille Højmark, Cyron Melville og mange flere.

DE FORBANDEDE ÅR fik premiere i 128 biografer over hele Danmark og er en del af Biografklub Danmarks sæson 2020.

Læs den fulde pressemeddelelse her.