• Print
  • + Del Side

Dejligt forår for FilmFyn

Usædvanlig store produktioner og gallapremierer kom til at præge det første halve år af 2015 på FilmFyn. Der har været gang i leverancer og oplevelser overalt på Fyn.

 

– Midt på foråret var markedet for fynske filmarbejdere støvsuget, siger FilmFyns direktør Bo Damgaard. Hele 32 fynske filmarbejdere var beskæftiget samtidig. Plus, naturligvis, striben af underleverandører inden for håndværk, hotel, catering, restaurantbesøg og almindelig butiksssalg. Alle filmproduktioner sætter et stort præg det område og den by, hvor de optages.

 

Mikkel Munch-Fals’ “Swinger” blev produceret på Ærø samtidig med, at Jesper W. Nielsens “Der kommer en dag” blev optaget på Nord- Vest- og Sydfyn. Store skuespilernavne som blandt andre Sofie Gråbøl, Lars Mikkelsen, Martin Buch og Rasmus Botoft var med til at kaste glans over Fyn dette forår.

 

Sæsonen startede reelt med produktionen af TV 2s kommende julekalender “Juleønsket”.  “Juleønsket” skal fastholde og videreudvikle TV 2s julekalendertradition i december måned. – Meget skal gå galt, hvis ikke Cosmo Film og TV 2 lykkes med de 24 afsnit. 7 ugers produktion i Nyborg – ikke mindst på Birkhovedskolen – kommer til at præge de danske tv-skærme i december måned, fortæller Bo Damgaard.

 

FilmFyn er de seneste par år lykkedes med at være engageret i 15-20% af alle de nye danske biograffilm og i mindst én ny drama-serie til tv.

 

Premierer

Titler som “En chance til” (Susanne Bier), “Mænd & Høns” (Anders Thomas Jensen) og “Lang historie kort” (May el-Thouky) fik premiere gennem foråret. Alle film som FilmFyn har været stolt af at kunne lokke til landsdelen. De fynske gallapremierer blev afviklet på Langeland, i Svendborg og Bogense. Også den alternative fynske filmuddannelse 18 FRAMES 2. årgang havde premiere på 3 afgangsfilm (“En vred mand”, “Ødeland” og “Nede under overfladen”) – Vi er meget stolte og imponerede af den kvalitet, som det nye hold af talentfulde instruktører, fotografer, klipperere osv. har leveret, siger Bo Damgaard.

 

Fyn er fuld af gode filmuddannelsesinitiativer for børn og unge, og igen i år var flere hundrede spændte fynske 5. – 7. klasse-elever til gallapremiere på mobilfilmkonkurrencen EDIT24 i BioCity i Odense. De glade vindere blev 7. klasse på Ørstedskolen, Langeland, som nu kan se frem til en tur i FILM-X, København med hele klassen. EDIT24 er støttet af Kulturregion Fyn og slog rekord i år med hele 91 skoleklasser, cirka 2200 unge og 120 lærere involveret.

 

I samarbejde med Ryslinge Højskole og skuespilleruddannelsen her arrangerede FilmFyn en meget velbesøgt og eksklusiv eftermiddag med Ghita Nørby i maj måned. 200 mennesker blev klogere på livet, kunsten og ambitionen om altid at komme videre i selskab med Ghita Nørby, der blev interviewet af TV 2 Fyns Signe Ryge Petersen.

 

“1864”indstillet til årets Kulturpris på Fyn

Hvert år uddeler Kulturregion Fyn årets Kulturpris. Kulturregion Fyn er et samarbejde mellem 9 fynske kommuner, og det er Kultur- og fritidsudvalget i Faaborg-Midtfyn kommune, der har indstillet tv-serien “1864” til Kulturprisen.

“1864” høster for øjeblikket meget stor anerkendelse i England, hvor BBC4 netop har sendt seriens afsnit. Kunstnerisk og erhvervsmæssigt blev “1864” en stor succes for FilmFyn. Serien skabte en omsætning på mere end 13 mio. kr. over hele Fyn.

Serien er også blevet til en spillefilm – premieredatoen er endnu ikke fastlagt.

 

En række fynske locations kan stadig tages i øjesyn: Hagenskov Gods, Hvidkilde Gods og ikke mindst Laust og Peters barndomshjem, der er bygget op som ‘skal’ i Svanninge Bakker – interiørdelen kan også stadig besøges i Den Fynske Landsby i Odense, hvor adskillige scener blev optaget.