• Print
  • + Del Side

Den fynske filmuge er lige om hjørnet

Den store fynske filmuge – uge 35 – står lige for døren. Det er som bekendt de to folkekære, fynske filmfestivaler, der er i centrum: SVEND – Hele Danmarks Filmpris og OFF – Odense International Film Festival. De fejrer filmkunsten i alle dens formater, og trods denne tids udfordringer, er det lykkedes begge festivaler, at præsentere et fantastisk udsnit af arrangementer.

SVEND – Hele Danmarks Filmpris 2020

Som mange andre festivaler landet rundt blev SVEND – Hele Danmarks Filmpris 2020 i første omgang aflyst på grund af covid-19. Siden da er det heldigvis lykkedes at få stablet en alternativ og mere digital version af festivalen på benene, som er tilpasset myndighedernes forsamlingsforbud og restriktioner.

“Det bliver ikke en SVEND som vi kender det, hvor vi normalt samler flere tusinde mennesker på Torvet i Svendborg. I stedet laver vi en coronavenlig prisuddeling, hvor man kan se med hjemmefra stuerne”, fortæller formand for SVEND og direktør i FilmFyn Klaus Hansen.

Prisuddelingen, som normalvis finder sted på Torvet i Svendborg for hundredevis af publikum, filmfolk og nominerede stjerner, finder nu sted d. 26. august 2020 i Scala Svendborg og livestreames direkte fra SVEND’s Facebookside til resten af landet. Årets vært er skuespiller og komiker Rasmus Bjerg.

“Vi har arbejdet på højtryk for at få en alternativ udgave af årets prisuddeling stablet på benene, for SVEND-priserne skal uddeles, corona eller ej. Det er vigtigt for os, at vi sikrer en folkelig hyldest af biografoplevelsen og det foregående års danske film- og tv-produktioner”, understreger Klaus Hansen.

FilmFyn ønsker tillykke til alle nominerede film og serier og kipper en ekstra gang med flaget for de mange FilmFyn-støttede produktioner.

DE FORBANDEDE ÅR
Årets danske film – Anders Refn
Årets kvindelige skuespiller – Bodil Jørgensen
Årets mandlige skuespiller – Jesper Christensen

JAGTSÆSON
Årets danske film – Thilde Harkamp

FRED TIL LANDS
Årets danske tv-dramaserie
Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie – Morten Hee

TINKA OG KONGESPILLET
Årets danske tv-dramaserie
Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie – Josephine Højbjerg

Herunder ses en række events med særlig forbindelse til FilmFyn: 

Open-air bio – ADAMS ÆBLER
Se FilmFyn-klassikeren ADAMS ÆBLER under åben sommerhimmel til drive-in bio i Ringe. Book billet her.
Torsdag den 20.08 kl. 21
Dyrskuepladsen, Goe Bakke, Ringe

FilmFyn gallapremiere på spillefilmen MADKLUBBEN
Komediefilm instrueret af Barbara Topsøe-Rothenborg, som er optaget i Odense og Svendborg kommuner. Visningen er for et inviteret publikum.
Tirsdag den 25.08 kl. 17.15
Centrumpladsen 2, Scala Svendborg

SVEND 2020 Prisuddeling
En alternativ version af den årlige prisuddeling vil, fra den store biografsal i Scala, blive livestreamet ud til resten af Danmark fra SVEND’s Facebookside.
Onsdag den 26.08 kl. 17.15
Centrumpladsen 2, Scala Svendborg

 

OFF – Odense International Film Festival 2020

Odense Internationale Film Festival løber af stablen fra mandag den 24. august og en uge frem. Festivalens kunstneriske profil er i år den velrenommerede og internationalt anerkendte lyddesigner Peter Albrechtsen, som bl.a har lagt lyd til dine biografoplevelser de sidste mange år.

Det fulde program for OFF20 finder du på filmfest.dk.

FilmFyns Talentpris
FilmFyn uddeler for 6. år i træk “FilmFyns Talentpris” i det danske konkurrenceprogram under OFF Awards 2020. Med prisen følger 15.000,- kr.

Film X Fyn aktiviteter for børn og unge
FilmFyn er sammen med partnerne Odense Centralbibliotek, Odense Filmværksted og OFF – Odense International Film Festival og med støtte fra Kulturregion Fyn og DFI gået sammen i et nyt initiativ, der skal styrke børn og unges adgang til at opleve, skabe og forstå film og visuelle medier. I den forbindelse arrangerer partnergruppen i 2020 et for-projekt, kaldet Film X Fyn, hvor forskellige aktiviteter, skal undersøge hvilke behov og ønsker der er til kommende projekter indenfor film og digitale, visuelle medier.

Herunder ses en række events med særlig forbindelse til FilmFyn:

Fynsk skoleklasse på tur til filmstudie i København
7. klasse fra Rudme Friskole i Faaborg-Midtfyn Kommune, som er sidste års vindere af EDIT24, skal en tur til Film X i København, hvor de vil blive undervist i at lave film med bl.a. green screen.
Tirsdag den. 25.08
Gothersgade 55, 
København

Samtalesalon
Interessenter og samarbejdspartnere er inviteret til samtalesalon, hvor visionen er, at input, idéer, ønsker og behov for fremtidens platform inden for digitale og visuelle medier, formes.
Tirsdag den. 25.08 kl. 16
Kulturmaskinen, Farvergården 7, 
Odense

En dag med filmmusik i centrum
5 af Brancheklubben for Film og Mediekomponisters medlemmer sætter ny musik til en helt kort gyser-film/sekvens. Læse mere her.
Onsdag den. 26.08 kl. 10-20.30
Odense Musikbibliotek, Østre Stationsvej 15, Odense

Fynske Talentfilm premiere
FilmFyn holder premiere på de tre kortfilm 5800, KHALID og PANDAKOMPLEKSET, som alle er støttet af FilmFyns Talentpulje og Odense Filmværksted.
Fredag d. 28.08 kl. 18
Magasinet, Farvergården 19, Odense

FilmFyns Talentpris / OFF Awards
Det er i år sjette gang FilmFyn uddeler “FilmFyns Talentpris” i det danske konkurrenceprogram under OFF Awards 2020. Med prisen følger 15.000,- kr.
Lørdag d. 29.08 kl. 20.30
Magasinet, Farvergården 19, Odense

Pop up animationsstudie for børn
Workshop for 9-15 årige. Lær at lave stopmotion film sammen med kunstner og filmskaber Nana Torp, kendt fra Krea Kampen på DR Ultra.
Lørdag den. 29.08 kl. 10
Borgernes Hus, Odense