• Print
  • + Del Side

EDIT24 i nye rammer hos FilmFyn

Med virkning fra den 1. november har FilmFyn overtaget ansvaret for EDIT24, den store fynske filmkonkurrence hvor elever fra 4,5,6 og 7. klasser dyster om at lave den bedste film på mobil eller tablet.

I 2019 var 3539 elever fra 200 klasser og 52 fynske skoler fuldt engageret i konkurrencen. Forløbet starter med at lærerne kommer på kursus i filmproduktion, hvorefter eleverne udvikler og producerer filmene og i bedste filmstil slutter man af med galla – lokalt i kommunen såvel som den store slutgalla.

EDIT24 er en rigtig god platform til at give ungdommen en smag for, og for nogle også lyst til, en karriere inden for filmproduktion. Med et klart defineret mål at udvikle det fynske filmmiljø, er det derfor helt naturligt at FilmFyn for fremtiden kommer til at drive og udvikle EDIT24.

 

Ny medarbejder på kontoret

Med overtagelsen af EDIT24, har FilmFyn også ansat Lenette Nagstrup Jensen som projektleder. Lenette har arbejdet freelance med en række film- og kulturprojekter på Fyn, og har i nogle år været tilknyttet EDIT24, det sidste år som projektleder. Lenette vil på FilmFyn skulle arbejde med en række projekter, herunder EDIT24.

På FilmFyn byder vi velkommen til Lenette og vi glæder os til at gå ombord i EDIT24.

(Foto: Geir Hauksson)