• Print
  • + Del Side

Få et første kig på Søren Kragh-Jacobsens hjertevarme komediedrama LILLE SOMMERFUGL

I dag kan FilmFyn sammen med Snowglobe og Nordisk Film løfte sløret for det første glimt af Søren Kragh-Jacobsens tilbagevending til dansk film. LILLE SOMMERFUGL er en hjertevarm danmarksfortælling om kærligheden i et nedslag hos en familie på tværs af tre generationer – rammet ind af et festligt guldbryllup og krydret med dansktop-musik.

FilmFyns direktør Klaus Hansen siger:
“Søren Kragh-Jacobsen er kendt for at lave vedkommende og underholdende film og det er derfor med stor glæde, at FilmFyn har kunne støtte hans kommende film LILLE SOMMERFUGL, der er blevet optaget både i Kerteminde og i Svendborg kommuner.”

Hele filmen er optaget på Fyn i efteråret 2019, hvor produktionsselskabet Snowglobe har gjort stort brug af statister fra lokalområderne.

“Det har endnu engang været en glæde at optage en ny, stor film af Søren Kragh-Jacobsen på Fyn. Især har vi været glade for de mange lokale medvirkende og statister, der optræder overalt i vores film og har gjort guldbrylluppet i forsamlingshuset på Sydfyn så rumlende og vidunderligt levende” siger filmens producer, Mikkel Jersin.

Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster indtager filmens hovedroller, mens det øvrige cast består af blandt andre Mia Lyhne, Peder Thomas Pedersen og Sarah Grünewald, som får sin første større filmrolle.

Se traileren her

Traileren byder på en smagsprøve af Ernst og Louises festlige guldbryllup, som skulle have været en munter kærlighedsfest, men hemmeligheder og store følelser pibler frem i lyset hos flere generationer. Alt er ikke så rosenrødt, som man skulle tro…

LILLE SOMMERFUGL får biografpremiere den 3. december som en del af Biografklub Danmarks program.

Holdet bag
Når Søren Kragh-Jacobsen sætter sig i instruktørstolen igen, er det én af dansk films store kæmper, der vender tilbage. Søren Kragh-Jacoksen er instruktøren bag filmklassikere som VIL DU SE MIN SMUKKE NAVLE? GUMMI-TARZAN, DRENGENE FRA SANKT PETRI og MIFUNES SIDSTE SANG, som vandt Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin.

LILLE SOMMERFUGL produceres af det danske filmselskab Snowglobe og distribueres over hele landet af Nordisk Film Distribution. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, FilmFyn samt Nordisk Film & TV Fond og laves i samarbejde med islandske Pegasus Pictures med støtte fra Det Islandske Film Center, Ministry of Industries and Innovation i Island, Síminn og Sena.

For yderligere kontakt:
FilmFyn, Direktør Klaus Hansen: klaus@filmfyn.dk, 2081 0959
HAVE, Rikke Hesselholt: rikke@have.dk, 2843 3893