• Print
  • + Del Side

FilmFyn investerer i moderne norsk dansefilm med SKAM stjerne og dansere fra Det Kongelige Teaters balletskole i Odense

FilmFyn er stolt af endelig officielt at kunne annoncere sin investering i Nordens første dansefilm BATTLE med Lisa Teige fra SKAM i hovedrollen. Dele af optagelserne har fundet sted i største diskretion i Odense i juli måned 2017, hvor dansere fra AMOK – Det Kongelige Teaters balletskole i Odense og Oure Højskole medvirker på filmens rolleliste.

– Vores samarbejde med Adomeit Film har altid været kunstnerisk meget interessant og så er det jo en fornøjelse at kunne bringe dansere fra AMOK på Det Kongelige Teaters balletskole i Odense op på det store lærred, siger FimFyns direktør, Bo Damgaard.

Et komplet dansestudie blev i forbindelse med optagelserne bygget op i Det Fynske Kunstakademis lokaler på Brandts i Odense, og det store internationale filmhold havde ophold på Boltingaard Gods ved Ringe.

BATTLE er en moderne dansefilm centreret om identitet, sociale forskelle og ambitioner og fordomme. Den unge danser Amalie bliver pludselig tvunget til at flytte fra den rige del af Oslo til en fattig forstad efter hendes far går konkurs. Her forelsker hun sig i Michael, der er street dancer og anderledes end alt hun nogensinde har mødt. Mens hun desperat prøver at holde fast i sit tidligere privilegerede liv må Amalie for første gang stole på sine egne følelser og vise verden hvem hun virkelig er.
Filmen er en co-produktion mellem Adomeit Film i Danmark, Friland Film og Storm Films fra Norge, Zentropa Sverige og Phanta Basta! fra Holland med støtte fra DFI, NFI, NRK, Nordisk Film og TV Fond, SFI, Dutch Film Incentive og FilmFyn.

Filmen distribueres i Norden af Nordisk Film og har norsk premiere 28. september 2018, og her i landet vil der blive afholdt gallapremiere på Fyn efterfulgt af premiere event i København.