• Print
  • + Del Side

FilmFyn støtter ny dokumentar til DR3

JAY, MARERIDT OG JOSE er en spraglet fortælling om et gotisk trekløver, der i ekstrem grad iscenesætter sig selv i søgen efter at finde et sted både i dem selv og i verden hvor de føler sig hjemme. Med støtte fra FilmFyn er dokumentarprojektet – som forventes både at blive en serie og en film – optaget på locations i Svendborg og Odense kommuner, hvor dele af postproduktionen også skal udføres.

De tre unge venner Jay, Mareridt og Jose har i goth-kulturen fundet et beskyttet rum, hvor de frit kan dyrke deres fascination for vilde makeupper og ekstreme outfits. Når den kridhvide foundation er malet skarpt op, er deres indre kaos under kontrol og i deres venskab er der plads til at betro sig.

Dokumentaren om de tre venner optages bl.a. på locations i Svendborg og Odense kommuner, hvor de tre hovedpersoner bl.a. er aktive i ”Klub Golem” der har til huse på Kulturmaskinen i Odense. Dele af postproduktionen foregår også på Fyn.

JAY, MARERIDT OG JOSE er en historie om at være usikker og modig på samme tid, om drømme, venskab, fantasi og vildskab og om at turde sænke det skjold, der igennem så lang tid har givet styrke, for at finde sin egen vej hen mod at blive set og elsket, som den man er.

Instruktør Frigge Fri udtaler:
”Jeg vil ruske i de fordomme og den fremmedgjorthed, der kan være overfor det, der stikker ud i vores samfund og give mod og styrke til de unge der på grund af normen holder igen med at udtrykke sig. Jeg vil lave en visuelt fascinerende og underholdende men samtidig alvorlig fortælling, der både kan virke som et solidarisk spejl for unge, der falder uden for normen, som en inspiration for de kreative og sårbare, men også som et hug på intolerance, social kontrol og middelmådighed blandt os alle.”

Dokumentaren er produceret af Mathilde Hvid Lippmann v/ Made in Copenhagen med støtte fra FilmFyn, Det Danske Filminstitut, DR og Undervisningsministeriet. Premiere forventes i 2021.