• Print
  • + Del Side

FilmFyn støtter ny spændingsserie af brødrene Avaz

Optagelserne til Misam, Mehdi og Milad Avaz’ første tv-serie er gået i gang og med støtte fra FilmFyn flyttes en lille del af optagelserne til Fyn i næste måned. Spændingsserien, der har arbejdstitlen GROW, forventes at få premiere på TV 2 ZULU i starten af 2020.

Med brødrenes debutfilm, MENS VI LEVER, blev de tre Avaz-brødre udråbt til dansk films fremtid. Siden er det gået stærkt, og til efteråret er de klar med deres anden spillefilm, KOLLISION, inden de i 2020 premierer med deres første tv-serie, som kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU.

Dele af optagelserne til den store spændingsserie rykkes til Fyn i oktober måned, hvor holdet skal filme på locations i Odense kommune.

I hovedrollerne som Adam og Jakob ses de to brødre Andreas og Sebastian Jessen, som for første gang spiller over for hinanden. På rollelisten er desuden etablerede skuespillere som Lars Mikkelsen, Henning Jensen, Laura Drasbæk, Thomas Levin, Henrik Noël Olesen, Solbjørg Højfeldt og Susanne Storm.

Handling
Den nyuddannede børsmægler Adam sætter sig for at danne Danmarks største narkokartel, efter han oplever magten og den hurtige anerkendelse i narkomiljøet. Men i vejen står politiet, Justitsministeriet, rockere, indvandrerbander og hans egen bror. Broderen Jakob er politibetjent og bliver rekrutteret til politiets antinarkotika-tjeneste, hvor han får mulighed for at gøre en forskel. Men Jakob er i konstant kamp med sin egen fortid.

Brødrene Avaz står samlet bag GROW. Medproducent Mehdi Avaz kalder GROW, “en serie, som Danmark ikke tidligere har oplevet”, og hans bror, Milad Avaz, der er seriens manuskriptforfatter og debuterende instruktør, uddyber:

“Vores ambition er, at GROW bliver unik i sit udtryk og får seerne til at føle sig engageret og fængslet. Igennem karaktererne Adam og Jakob vil vi skabe en følelse af splittelse i jagten på meningen med livet”, siger Milad. Han suppleres af sin bror og producer, Misam Avaz:

“Med GROW forsøger vi at bringe vores nye tilgang til at lave film ind i tv-verdenen.”

GROW produceres af SF Studios og Road Rocket Pictures med støtte fra FilmFyn, Public Service Puljen og Gribskov Kommune.

For yderligere information kontakt:
FilmFyn direktør Klaus Hansen
klaus@filmfyn.dk, 20810959

TV 2 PR-konsulent Line Aamand Hansen
liah@tv2.dk, 51563367