• Print
  • + Del Side

FilmFyn trækker ny spillefilm til historisk location på Vestfyn

Siden starten af september har der været hemmelighedsomspundne filmoptagelser i den vestfynske landsby Gummerup, og nu kan FilmFyn og produktionsselskabet MOTOR endelig løfte sløret for, hvilken film det drejer sig om: HØST er et stort anlagt periodedrama, skrevet og instrueret af Tea Lindeburg. På rollelisten står bl.a. Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Kirsten Olesen, Stine Fischer Christensen, Thure Lindhardt, Lisbet Dahl, Ida Cæcilie Rasmussen, Cyron Melville, Emma Rosenzweig, Jesper Asholt og Albert Rudbeck Lindhardt.

HØST er en filmatisering af Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman En dødsnat fra 1914. Hele filmen optages på Fyn og der er biografpremiere over hele landet d. 21. oktober 2021.

Filmen produceres af MOTOR, som har fundet den perfekte historiske hovedlocation på Vestfyns Hjemstavnsgård i landsbyen Gummerup i Assens Kommune. Enkelte locations fra filmens periode er også fundet i Den Fynske Landsby i Odense Kommune.

Handlingen
HØST ser livet gennem tre generationer af kvinder på en gård i slutningen af 1800-tallet: Den 14-årige Lise, hendes faster og farmor, der midt i en brydningstid kæmper hver deres kamp med den kvinderolle, de har fået tildelt.

Lise er den ældste i en søskendeflok på otte og er snart på vej væk fra gården for at gå i skole. Hun er brændende forelsket i en af gårdens karle, og hun er fuld af håb, ungdom og en lovende fremtid. Men da hendes mor går i fødsel, må hun tage ansvaret for sine mange søskende, og efterhånden som timerne går og den smertefulde fødsel tager til i styrke, må både Lise og hele familien indse, at intet bliver som før… HØST er et intenst og bevægende portræt af en dansk familie i en brutal tid – en fortælling om at blive voksen, tage ansvar, blive forelsket og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.

Fra børne-tv til Netflix
Tea Lindeburg er med HØST i fuld gang med sin første spillefilm som instruktør og manuskriptforfatter.  Hun er uddannet fra New York University (2000) og Super16 (2006). Hun har skabt den kommende danske Netflix-serie Equinox, baseret på hendes egen DR-podcast Equinox 1985, der blev nomineret til Prix Italia 2017. Derudover har hun bl.a. instrueret en række børne- og ungdoms tv-serier for DR og TV 2. Fra 1999 til 2007 organiserede hun filmfestivalen Cosmic Zoom og var vært på DR2 Premiere fra 2009-10.

Stærke skuespillernavne
Det er lykkedes MOTOR og Tea Lindeburg at samle et hold stærke skuespillerkræfter til filmen.  I hovedrollen som Lise ses Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der tidligere også havde hovedrollen i filmen Landet af glas og forinden da vandt MGP som 9-årig i 2015. Rundt om hende ses bl.a. Stine Fischer Christensen som hendes faster, Lisbet Dahl som hendes farmor, Thure Lindhardt som hendes far, Ida Cæcilie Rasmussen som hendes mor samt Kirsten Olesen, Albert Rudbeck Lindhardt, Cyron Melville, Emma Rosenzweig, Jesper Asholt og Hanne Hedelund i øvrige roller.

Holdet bag filmen
HØST er produceret af MOTOR v/ Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst. Filmens fotograf er Marcel Zyskind, Jesper Clausen er Production Designer, og Åsa Mossberg er klipper. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut v/ Konsulentordningen, FilmFyn og DR. Filmen distribueres i Danmark af Scanbox Entertainment.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Klaus Hansen, FilmFyn  klaus@filmfyn.dk, mobil: 2081 0959
Rikke Hesselholt, HAVE, rikke@have.dk, mobil: 2843 3893

FAKTA om HØST

 Cast

  • Lise – Flora Ofelia Hofmann Lindahl
  • Far Anders – Thure Lindhardt
  • Mor Anna – Ida Cæcilie Rasmussen
  • Klog Sine – Kirsten Olesen
  • Farmor – Lisbet Dahl
  • Faster Karen – Stine Fischer Christensen
  • Kristense – Emma Rosenzweig
  • Jens Peter – Albert Rudbeck Lindhardt
  • Jordemoder – Hanne Hedelund
  • Lasse – Cyron Melville
  • Doktor Lund – Jesper Asholt
  • Alma – Kristine Wittenbjerg
  • Og mange flere

Holdet bag

  • Instruktør og manuskriptforfatter – Tea Lindeburg
  • Producere –Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst
  • Fotograf – Marcel Zyskind
  • Klipper – Åsa Mossberg
  • Production Designer – Jesper Clausen
  • Sound Designer – Peter Albrechtsen
  • Chefkostumier – Nina Grønlund

Øvrige fakta

  • Produktionsselskab – MOTOR
  • Biografdistribution – Scanbox Entertainment
  • Støttet af – Det Danske Filminstitut, FilmFyn og DR
  • Biografpremiere – 21. oktober 2021

Foto fra venstre: Thure Lindhardt, Ida Cæcilie Rasmussen, Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Tea Lindeburg, Lisbet Dahl, Stine Fischer Christensen & Kirsten Olesen. Kreditering: Andreas Bastiansen.