• Print
  • + Del Side

FilmFyn trækker stjernebesat komediedrama “De Frivillige” til Assens

Den prisbelønnede instruktør Frederikke Aspöck, der i 2015 stod bag det kritikerroste drama ”Rosita”, har netop startet optagelser på Fyn på det kulsorte komediedrama ”De Frivillige” med et stærkt cast af bl.a. Jacob Lohmann, Søren Malling, Christopher Læssø og Anders Matthesen på rollelisten. Filmen er skrevet af den debuterende filmmanuskriptforfatter Lars Husum og forventes at få dansk biografpremiere i 2019.

Med en investering fra FilmFyn er Arresten i Assens i disse uger omdrejningspunkt for filmens fynske optagelser og fungerer som hovedlocation.

Fynske skuespillere kommer også med på det store lærred, når filmen får premiere til foråret 2019. Morten Hebsgaard, som er uddannet på Odense Teaters Skuespillerskole spiller karakteren Frank, og Katrine Bæk Sørensen fra Odense Teater spiller fængselsbetjent.

TV 2 Fyn i Odense er også gået til filmen og har været behjælpelige med at for-producere indslag, som bliver en del af “De Frivillige”.

Om filmen:

”De Frivillige” er et intelligent og sort komediedrama om den berømte finansmand og jetsetter Markus Føns (Jacob Lohmann), der er blevet varetægtsfængslet. Efter et brutalt overfald af en gruppe rockere med forbindelser til hans mere lyssky forretninger vælger Markus at gå i frivillig isolation blandt fængslets svageste indsatte. I denne afdeling findes et fængselskor, hvor den indsatte Niels (Anders Matthesen) er uofficiel og selvudnævnt leder. Markus beslutter sig for at blive en del af koret, og der går ikke længe, før han ligger i åben fight om pladsen i toppen af hierarkiet. En kamp, der ikke udkæmpes med muskler, men med list, tyranni og højskolesange!

Instruktør Frederikke Aspöck supplerer: ”Det er en fuldstændig absurd magtkamp, der udspiller sig på den frivillige isolationsgang, hvor samfundets mest udstødte er indespærret. Filmen udfordrer temaet fællesskab versus egoisme og skal give publikum stof til eftertanke og ikke mindst et godt grin!”.

Frederikke Aspöck debuterede i 2004 med den prisbelønnede kortfilm ”Happy now”, der blev udtaget til konkurrence på bl.a. Tribeca, Deauville og Cannes Film Festival. ”Happy now” var samtidig hendes afgangsfilm fra det prestigefulde Tisch Scholl of the Arts i New York. I 2009 var hun aktuel med sin første danske kortfilm ”Får” og igen i 2011 med kortfilmen ”Moving on”. Samme år præsenterede hun sin første spillefilm – dramaet ”Labrador” – og fire år senere, i 2015, det kritikerroste drama ”Rosita” med bl.a. Mikkel Boe Følsgaard og Jens Albinus.

Frederikke Aspöck har formået at samle et imponerende cast til filmen. Jacob Lohmann, der to gange har været nomineret en Robert for sin rolle i TV serien ”Norskov” og senest har medvirket i både ”Flaskepost fra P”, ”Underverden” og ”3 ting”. Anders Matthesen, der senere i år er aktuel med filmatiseringen af sin

egen børnebogsdebut ”Ternet Ninja” samt sit jubilæumsshow ”Anden 25”, Christopher Læssø, der netop nu er aktuel i ”Danmark har talent” og senest medvirkede i den Oscarnominerede ”The Square”, Søren Malling, som sidste år høstede masser af roser for både ”Mesteren”, ”Den bedste mand” og ikke mindst ”Gud taler ud” samt Signe Egholm, Ulla Henningsen, Anders Brink, Finn Nielsen, Petrine Agger og Saszeline Dreyer.

”De Frivillige” er produceret af Senia Dremstrup for SF Studios i samarbejde med TV 2 og FilmFyn. Filmen er støttet af DFI ved Filmkonsulent Mikkel Munch-Fals og distribueres af SF Studios.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Bo Damgaard, FilmFyn, mobil: 40309978, mail: bo@filmfyn.dk
SF Studios, pressechef Camilla Baggesen, mobil 2074 0650 , mail: cab@sfstudios.dk

Billede: Instruktør Frederikke Aspöck, fotocredit: Leslie Holm