• Print
  • + Del Side

Flere fynske debutspillefilm, tak!

FilmFyn støtter to debuterede fynske instruktørers deltagelse i talentudviklingsprogram på filmfestivalen i Haugesund.

Det fynske filmmiljø bobler med talent og flere og flere skabende kræfter blandt manuskriptforfattere, producere og instruktører har nu så mange prisbelønnede kortfilm i bagagen, at de er begyndt at arbejde frem mod det store spillefilmsformat. Blandt dem er de to fynske instruktører Jesper Quistgaard og Jacob Pilgaard, som netop med økonomisk opbakning fra FilmFyn, har deltaget i talentudviklingsworkshoppen ”Scandinavian Debut” under den norske filmfestival Haugesund.

Pilgaard og Quistgaard deltog som de eneste danskere i pitch-konkurrencen sammen med i alt 11 udvalgte debutspillefilms projekter fra Norge, Sverige, Finland og Færøerne. Selvom de fynske instruktører ikke tog pitchprisen hjem, var det en en kærkommen mulighed for at udvikle deres film og professionelle netværk.

Jesper Quistgaard, som driver dit eget produktionsselskab Goodwill Film i Nyborg, udvikler lige nu på spillefilmen ”Fodbolddommeren”. Spillefilmen bygger på Quistgaards kortfilm af samme navn, som var med i den danske hovedkonkurrence på OFF18, hvor den vandt publikumsprisen.

Jacob Pilgaard, som er baseret i Odense med selskabet Willow Film, udvikler lige nu på flere spillefilmsprojekter, men havde taget sin egen originalhistorie med til Haugesund i form af thrilleren ”Kun de døde”, som han håber at producere i samarbejde med Iconic Film ved Lars Mitch Fischermann, Kim William Beich og Michael Fleischer. Pilgaards seneste kortfilm ”Se, hvilken klovn” med Tommy Kenter, Katrine Greis-​Rosenthal og Rudi Køhnke har vundet mere end 30 priser på kortfilmfestival verden over. Den kan ses gratis på EKKO Shortlist: http://www.ekkofilm.dk/shortlist/film/se-hvilken-klovn/