• Print
  • + Del Side

COVID-19 retningslinjer

COVID-19 RETNINGSLINJER FOR GENOPTAGELSE AF FILM OG TV-PRODUKTIONER – 6. MAJ 2020

Her følger de overordnede retningslinjer for ansatte og medvirkende på audiovisuelle produktioner i Danmark i forhold til COVID-19. Der henvises til de danske myndigheders fælles side med information om COVID-19.

Retningslinjerne er i overensstemmelse med anbefalingerne fra de danske sundhedsmyndigheder og skal opdateres løbende.

Der gælder særlige regler for optagelser på offentlige steder. Kontakt lokalt politi og orienter dem og tal udfordringer igennem med dem. Myndighedernes regler for forsamlinger udendørs justeres løbende. Der henvises i øvrigt til politiets retningslinjer.

Retningslinjerne er tiltrådt af Producentforeningen, Film- og Tv-arbejderforeningen,Dansk Journalistforbund, Dansk Skuespillerforbund og Danske Filminstruktører og bakkes op af Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn.

Producenten er ansvarlig for, at produktionen tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer.

På alle produktioner udpeger producenten en COVID-19 repræsentant, som indgår i produktionens Arbejdsmiljøgruppe. Arbejdsmiljøgruppen tilrettelægger og kontrollerer at retningslinjerne følges. A-funktionerne inddrages i samarbejdet om at undgå smitte af COVID-19 på settet.

Der udarbejdes konkrete planer for optagelserne med henblik på at reducere smitterisiko og overholde retningslinjerne, og alle ansatte og medvirkende informeres om planerne. Der skal være de nødvendige værnemidler til at sikre de konkrete optagelser. Der henvises til Arbejdstilsynet for information omkring COVID-19 og arbejdsmiljø.

Alle involverede i produktionen skal oplyses om korrekt håndhygiejne (håndvask/håndsprit) og øvrig relevant hygiejne. Vand, sæbe og håndsprit skal være tilgængeligt for alle involverede. Der skal være værnemidler til rådighed som handsker, mundbind/visir, kittel etc. i nødvendigt omfang.

Leverandører af udstyr sørger for klargøring og generel rengøring. Der skal være retningslinjer for løbende rengøring.

Ved planlægning af produktionen skal fokus være på at reducere antallet af ansatte og medvirkende i den konkrete optagelse med henblik på at reducere mulig smittespredning. Arbejdet skal tilrettelægges, så det i størst muligt omfang er muligt at have forskudte mødetider, så færrest muligt ansatte og medvirkende er til stede på samme tid.

I produktionen og på optagelser skal alle involverede overholde myndighedernes regler om afstand mellem hinanden, fx ved at sprede ansatte og medvirkende over flere lokaler, arbejde i skiftehold mv.

I forhold til funktioner som stylist, makeupartist og lyd, der i perioder er tæt på skuespillere og medvirkende, skal der særlig fokus på myndighedernes retningslinjer. Der udarbejdes her særlige planer for brug af værnemidler, rengøring og arbejdsgange.

Kantine/bespisning på produktionen skal indrettes hensigtsmæssigt og rengøres før og efter brug. Mad kan ikke serveres som buffet, og der skal sikres tilstrækkelig afstand mellem borde i spiseafdeling, og indretningen skal sikre, at der ikke opstår kødannelse. Der henvises til Fødevarestyrelsens retningslinjer.

Arbejdsmiljøgruppen sikrer, at der på produktionen er en plan for løbende ekstra rengøring af fælles kontaktpunkter, herunder med særligt fokus på toilet, vask, håndtag, gelændere, bordoverflader mv., som hyppigt berøres af mange.

Hvis producenten har ansvaret for fælles transport til optagelserne, skal transporten tilrettelægges, så de ansatte og medvirkende kan overholde myndighedernes retningslinjerne for afstand. Det skal sikres, at personer der af praktiske grunde transporteres sammen, konsekvent dagligt transporteres sammen, så forskellig sammensætning af grupper af personer holdes på et minimum.

Ingen ansatte eller medvirkende må møde på arbejde, hvis de har milde symptomer, der kan tyde på, at de er smittet af COVID-19. Ved tegn på COVID-19-symptomer, kan producenten hjemsende medarbejderen uden varsel med almindelig lønkompensation.

På produktionen skal Arbejdsmiljøgruppen sikre, at der foreligger en instruks for håndtering af personer med symptomer på COVID-19. Instruksen skal følge myndighedernes retningslinjer.

Indkvartering skal foregå efter myndighedernes gældende retningslinjer.

Ansatte og medvirkende, som tilhører en risikogruppe i forhold til COVID-19, har ansvaret for at oplyse producenten om forholdet og aftale hvordan, vedkommende kan deltage forsvarligt i produktionen.

Ansatte eller medvirkende, hvis familie har symptomer på eller er smittede med COVID-19, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for ”nære kontakter”.

Er der på produktionen ansatte eller medvirkende, der vender tilbage efter et COVID-19-sygdomsforløb, skal det ske i følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvornår man kan anses for at være smittefri. Tilbagevenden til produktionen kan kun ske efter direkte aftale med producenten.

I det omfang, der er tilgængelig testkapacitet, sikrer producenten, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer om COVID-19 test følges – mhp. hurtig raskmelding.

Download COVID-19 retningslinjer her.