• Print
  • + Del Side

Fyn er med, når populær krimiserie går i luften med ny sæson og nye stjerner næste forår

Når den nye sæson af thrillerserien DEN SOM DRÆBER vender tilbage på Viaplay til næste år, bliver det med Fyn som omdrejningspunkt. Der er også tre nye skuespillere med; Helle Fagralid, Solbjerg Højfeldt og norske Tobias Santelmann, spiller sammen med Natalie Madueño. 

Den nye sæson af DEN SOM DRÆBER tager udgangspunkt i tre uopklarede mord på unge mænd på Fyn. Endnu en gang bliver der tale om en mørk, psykologisk krimi, hvor vi følger den kompromisløse profiler Louise (Natalie Madueño) i jagten på en seriemorder.

Med støtte fra FilmFyn er ca. en tredjedel den populære serie optaget på Fyn i foråret og sommeren i år. Her spiller Odense by en central rolle i fortællingen som hovedkvarter for politigården i serien. Produktionsselskabet Miso Film har desuden fundet en række locations i Svendborg Kommune.

Seriens første sæson blev en seersucces, både nationalt og internationalt, hvor den bl.a. blev vist i England på BBC og Frankrig på ARTE.

Caroline Schlüter fra Miso Film siger om arbejdet med at udbygge seriens krimunivers:

”Vi er stolte af den gode modtagelse DEN SOM DRÆBER fik i både ind- og udland, og vi er derfor utroligt glade for at vende tilbage med en ny sæson. Hovedforfatter Ina Bruhn har gravet endnu dybere ned i karakterernes psyke og skabt en stærk og uhyggelig fortælling, hvor vi kommer helt ind under huden på profileren Louise Bergstein og den massemorder, hun jagter.”

Serien, der består af otte afsnit á 45 minutter, får premiere eksklusivt på Viaplay i starten af 2021, hvor Fyn – og særligt Odense –  får en fremtrædende rolle i den dystre fortælling:

“Denne gang har vi bl.a. filmet i Odense og Svendborg. Byer, som måske mest associeres med den skønne fynske natur, H.C. Andersen og delfinen Delle (som holdet var så heldige at lære at kende under optagelserne). I vores serie dykker vi ned i en anden og lidt mere uhyggelig side af Fyn, hvor en morder lever et ganske normalt liv i ubemærkethed blandt sine medborgere”, fortæller Caroline Schlüter.

Den nye sæson af DEN SOM DRÆBER produceres af Miso Film og er skrevet af hovedforfatter Ina Bruhn med Per Daumiller, Tine Krull Petersen og Bo Hr. Hansen som episodeforfattere. Konceptuerende instruktør er Jonas Alexander Arnby. Serien distribueres internationalt af Fremantle.