• Print
  • + Del Side

Medie- og filmforhandlinger på Christiansborg – og FilmFyn

DR skal spare! Skal licensopkrævningen afskaffes til fordel for skattefinansiering? Hvad med dansk film?

Kulturministeren og Christiansborg-politikerne har som bekendt startet en debat om de kommende medie- og filmaftaler aftaler (2019-22), som også har så stor betydning for FilmFyn og den danske filmbranche.

Inden for de nuværende film- og medieaftaler (2015-2018) har FilmFyn modtaget i alt 9,5 millioner kroner – bevillinger som blandt andet stammer fra ”de overskydende licensmidler”. Pengene har styrket FilmFyns arbejde med at udvide antallet af film- og tv-produktioner uden for hovedstadsområdet og styrket arbejdet med talent- og kompetenceudvikling. Derfor har FilmFyns direktør Bo Damgaard fornyet dialogen med politikerne om de regionale filmfondes interesse i, at der fortsat arbejdes med den kulturelle udvikling  i Vestdanmark – uanset hvordan public service-opgaverne skal finansieres i fremtiden.

– Den synergi der er skabt af FilmFyn-kommunerne og Christianborg-politikerne har været af uvurderlig betydning for vores landsdel og hele Vestdanmark, siger Bo Damgaard, der har et tæt samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje i Aarhus.

 – Men vi er nu klar til at løfte større opgaver end hidtil  – film, tv-serier, talentudvikling, danske fortællinger på fremtidens platforme – og jeg håber meget at kulturpolitikerne fortsat er klar til sammen med vore kommuner at styrke den synergi der skabt omkring kunst, kultur og dermed erhverv! 

Bo Damgaard deltager i øvrigt lørdag d. 26. august i en paneldebat på Kulturmødet på Mors under overskriften: ”Er dansk film i krise?”