• Print
  • + Del Side

Ny FilmFyn-støttet julefilm på vej til Bogense

I februar begynder optagelser på Nordfyn til FAMILIEN JUL OG NISSEHOTELLET, som er den tredje film i rækken om nissevennen Hugo og resten af hans elskelige familie. Familien Jul spilles velkendt af Pelle Krusbæk, Alfred Bjerre Larsen, Paw Henriksen og Marie Askehave, mens Jens Sætter-Lassen og Julie Zangenberg er blandt de nye på rollelisten. Juleeventyret FAMILIEN JUL OG NISSEHOTELLET er produceret af Pixy Film ved Thomas Lydholm og forventes at få biografpremiere til julen 2021.

Den første film om Familien Jul, som med støtte fra FilmFyn er optaget i Nordfyns- og Svendborg kommuner, havde premiere i 2014 og solgte mere end 165.000 billetter. Nu vender Pixy Film tilbage til Fyn for at optage den tredje film i rækken, og denne gang er de tilbage i velkendte rammer på Nordfyn.

Producent Thomas Lydholm fra Pixy Film udtaler: ”Vi har været så heldige at finde de perfekte locations til vores næste Familien Jul film i Bogense og omegn. Den første film blev til dels indspillet på Flyvesandet Camping, og filmholdet føler nu, at det næsten er som at komme hjem, nu vi igen skal bruge Bogense og Nordfyn kommune som dekoration og location til den næste film. Fynboernes positive tilgang og begejstring for filmindspilninger gør det meget nemmere at operere med den specielle størrelse det er at indspille en film.”

På FilmFyn glæder man sig også over at have medvirket til at trække filmen til Fyn:

”FilmFyn har med sin nye støttepolitik øremærket 25% af vores midler til kvalitetsindhold til børn og unge, og det glæder mig, at FAMILIEN JUL OG NISSEHOTELLET bliver det første gode eksempel på det i det nye filmår foran os.  Her er tale om en film, der i den grad udnytter de fynske locationmuligheder, men også en meget eventyrlig julehistorie, der endda trækker tråde helt tilbage til H.C. Andersen..”, fortæller FilmFyns direktør Klaus Hansen.

Handling
Hugo på tolv år elsker stadig nisser, men bliver drillet af sine jævnaldrende. Hugo beslutter derfor at gå mod sine følelser og tvinge sig selv til at blive stor. Men da familien er på juleferie, opdager han, at der bor nisser på hotellet. Hugo prøver at fortrænge det og kæmper en indre kamp for ikke at hjælpe nissepigen Sne, som har mistet sine nisseforældre og bor alene med sine søskende. Sne vil hjem til nissernes land, men kan ikke få rensdyrene til at flyve, for hun har aldrig lært magi. Men spørgsmålet er, om Hugo lader sig overtale til endnu et nisseeventyr…

Instruktør Carsten Rudolf står igen bag både manus og kamera som på de to foregående film. Carsten Rudolf havde en stærk spillefilmsdebut med MENNESKEDYRET fra 1995, som modtog ikke færre end otte Robert statuetter og vandt en Bodil for ”Bedste film”. Efter en række radiospil, teaterforestillinger og tv-serier som både forfatter og instruktør, herunder GENFÆRD på Det Kongelige Teater, NIKOLAJ & JULIE og ANNA PIHL, vendte han tilbage til det store lærred som manuskriptforfatter og instruktør på juleeventyrerne om Familien Jul.

FAMILIEN JUL OG NISSEHOTELLET har igen Pelle Krusbæk i rollen som Hugo, Alfred Bjerre Larsen i rollen som storebror, mens mor og far igen bliver spillet af Marie Askehave og Paw Henriksen. Derudover medvirker Jens Sætter-Lassen og Julie Zangenberg som Hugos onkel og moster.

FAMILIEN JUL OG NISSEHOTELLET bliver primært optaget på Fyn, men enkelte dage i Fredensborg og  forventes at afslutte optagelser i slutningen af marts 2020. FAMILIEN JUL OG NISSEHOTELLET er produceret af Pixy Film og har modtaget støtte af Det Danske Filminstitut, FilmFyn og DR.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Klaus Hansen, Direktør FilmFyn
klaus@filmfyn.dk, 2081 0959

Camilla Baggesen, Pressechef SF Studios
cab@sfstudios.dk, 2074 0650