Gratis open-air-film til Sydfyn

De sydfynske borgere kan glæde sig til en ekstra begivenhed i den lune sommernat. FilmFyn har sammen med EventSydfyn besluttet at skabe et roadshow, hvor Susanne Biers Hævnen bliver vist ved fire gratis Open-Air-arrangementer på Sydfyn.

- Ideen er, at vi vil give borgere og turister en god filmoplevelse. I samarbejde med lokale handelstandsforeninger, turistbureauer og kommunerne kan vi nu skabe en række gode arrangementer med fokus på film, siger udviklingschef Julie Lindegaard fra FilmFyn.
Og den ide er så god, at den netop er blevet understøttet af Region Syddanmarks Kulturpulje med 100.000 kroner.

Det nye filmtiltag opstod i et nyt samarbejde med EventSydfyn og FilmFyn - og er et pilotprojekt.
- Vi vil med turnéen sætte fokus på det unikke sydfynske filmmiljø og fortælle historien om, hvorfor vi laver film på Sydfyn. Hvis vi får succes i de fire byer, så vil vi arbejde på at det bliver en tilbagevendende begivenhed, siger Lili Jensen fra Event Sydfyn, der har stået bag ansøgningen til Region Syddanmark.

I øjeblikket er de to partnere i dialog med en række lokale foreninger og organisationer for at finde egnede datoer og placeringer for de fire Open-air-arrangementer. Som planerne er lige nu bliver de fire filmforevisninger fordelt hen over sommeren i Faaborg, Svendborg, Ærøskøbing og Rudkøbing.
Datoerne fastlægges de kommende uger ligesom relaterede aktivteter planlægges. Hævnen vil blive vist i en udgave med engelske undertekster, så også udenlandske turister kan få glæde af at se filmen, der vandt Golden Globe og verdens fornemmeste filmpris Oscar.

For yderligere info kontakt
Julie Lindegaard - tlf 20717141
Lili Jensen - EventSydfyn - tlf 6223 3016


Læs mere om Region Syddanmarks Kulturpulje her

 

Nyhedsbrev