|
Pressemeddelelse, Faaborg, 18. april 2011:
FilmFyns direktør Lars Hermann stopper 1. juli.
Efter knap fire år som direktør for FilmFyn har Lars Hermann sagt ja til nye udfordringer som direktør for Copenhagen Film Festivals.
- Lars Hermann har leveret et suverænt arbejde for FilmFyn, og bestyrelsen beklager hans beslutning meget, siger formand for FilmFyn Klaus Hansen, og fortsætter:
- Lars Hermann har sat FilmFyn på dagsordenen – ikke kun på Fyn men også i resten af landet og i internationale sammenhænge. FilmFyn er en lille men vigtig spiller i filmbranchen, og det kan vi takke Lars Hermann for.
Og det er med blandede følelser, at direktøren forlader jobbet i den regionale filmfond.
- Jeg har fået et utroligt interessant tilbud, som jeg har takket ja til. Det har været spændende og travle år i FilmFyn, og jeg har været utrolig glad for muligheden for at være med til at udvikle filmfondens aktiviteter, siger Lars Hermann.
FilmFyns bestyrelsen træder sammen efter påske til en drøftelse af en afløser for Lars Hermann, der de seneste fire år har lagt en tydelig kurs for FilmFyn.
- Vi kigger efter en afløser, der kan fortsætte kursen mod et samlet Fyn. Vi har en målrettet og handlingsorienteret strategi, og vi har gang i en spændende udvikling med nye virksomheder og aktiviteter på Sydfyn. Den udvikling fortsætter vi selvfølgelig, siger Klaus Hansen.
Og Lars Hermann er enig. - Jeg synes, vi er nået et skridt videre i arbejdet med at skabe et filmmiljø på Sydfyn. Strategien for et samlet Fyn bag FilmFyn er klar, og FilmFyn er nu parat til at blive drevet videre af andre, siger han. Yderligere oplysninger: Formand Klaus Hansen, tlf. 20810959 Lars Hermann: tlf. 3042 3600
Fakta om FilmFyn: FilmFyn er en regional filmfond ejet af de fire sydfynske kommuner. Budgettet er på cirka 12,5 millioner kroner, hvor af de otte millioner kroner bruges til filminvesteringer. Tre af ejerkommunerne (Faaborg-Midtfyn Kommune, Svendborg Kommune, Ærø Kommune) betaler 42,75 kroner per indbygger til filmfonden, hvilket svarer til godt fem millioner kroner. De sidste syv millioner kroner kommer fra Kulturregion Fyn, EU og tilbagebetalinger af filminvesteringer.
Filmfonden investerer primært i spillefilm, der til gengæld omsætter det dobbelte af investeringen under optagelse og efterbearbejning af filmen i ejerkommunerne.
|