FilmFyn med i udvikling af 1864-projekt til DR

FilmFyn investerer i udviklingen af Ole Bornedals historiske dramaserie om slaget ved Dybbøl i 1864, da en del af Bornedals historie udspiller sig på Fyn.

Miso Film er i gang med at udvikle otte timers drama om slaget ved Dybbøl i samarbejde med Danmarks Radio. Den produktion er FilmFyn nu en del af med en investering på 250.000 kr. til udviklingsforløbet. FilmFyns nytiltrådte direktør Bo Damgaard ser et stort potentiale i netop denne investering.

- 1864 er et spændende projekt, og når en stor del af Ole Bornedals historie overraskende udspiller sig på Fyn, er det helt oplagt, at vi skal være med, siger Bo Damgaard, direktør for FilmFyn.

 

- Vores håb er naturligvis, at en meget stor del af optagelserne kommer til at foregå på Fyn. Det skaber omsætning og synlighed for Fyn, og så skal vi ikke glemme, at Miso Film opererer med et samlet budget på 150 mio. kroner, siger Bo Damgaard.

Ole Bornedal instruerer serien, og er netop nu i gang med manuskriptet til de otte afsnit, der er målrettet bedste sendetid på DR.

- Jeg har altid haft en stor kærlighed til Fyn, og jeg glæder mig til at indspille en del af serien i det smukke landskab, som uden tvivl kommer til at stå i stor kontrast til slagmarkens gru, siger Ole Bornedal.

Miso Film, der står bag udviklingen af projektet, er i fuld gang med finansieringen af serien, der bygger på Tom Buk-Swientys bestsellere Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Det forventes at indspilningerne kan påbegyndes i sensommeren 2012, og at serien vil være klar til visning på DR i foråret 2014.

Fakta:
Historien handler om den blodige dansk-tyske krig i 1864. En krig, der kulminerede i det rasende slag ved Dybbøl den 18. april 1864 - en skæbnesvanger dag i Danmarkshistorien og et nederlag, der førte til, at vi tabte mere end en tredjedel af landet.

De fleste danskere har hørt om slaget, men hvad skete der egentlig, og hvilke menneskelige tragedier og konsekvenser fik krigen for Danmark?

 

Yderligere info:

Bo Damgaard, FilmFyn, 4030 9978

Peter Bose, Miso Film, 2022 9904

 

 

 

 

 

Nyhedsbrev