Region Syddanmark bakker op om FilmFyn

Region Syddanmark ser et stort potentiale i FilmFyn og går nu forrest i arbejdet med at samle Fyn i FilmFyn.

Region Syddanmark bakker op om det fynske erhvervsprojekt FilmFyn, der kan skabe forandring for den fynske del af regionen i kraft af nye arbejdspladser, branding af området samt turismeeffekter.

Regionsrådsformand Carl Holst og direktør Mikkel Hemmingsen har netop holdt møde med FilmFyn, og der er et stærkt ønske om at finde en vej for at regionen kan støtte op udviklingen af FilmFyn.

- Regionen kan af lovgivningsmæssige årsager ikke investere i FilmFyns filmbudget, men vi vil undersøge, hvor regionen kan bakke op om rammebetingelserne, eventuelt i kraft af markedsføring af filmaktiviteter både nationalt og internationalt, udvikling af filmturisme, tiltrækning af filmproduktion og udvikling af filmvirksomheder i området, siger Carl Holst.

FilmFyns direktør Bo Damgaard er positiv og byder regionens interesse velkommen.

- FilmFyn er et af de projekter, der kan tiltrække nye arbejdspladser til Fyn, og derfor arbejder vi hårdt på at udvide FilmFyn til hele Fyn. Med et samlet Fyn bag FilmFyn kan vi have filmproduktion hele året, og dermed skabe grobund for en ny industri og nye arbejdspladser. Regionens opbakning er afgørende, for at vi lykkes med det arbejde, fortæller Bo Damgaard.

Region Syddanmark vil nu undersøge, hvor den understøtter erhvervsudviklingen med størst mulig effekt, og derfor nedsættes et taskforce der skal undersøge og pege på de muligheder, der er for konkret involvering i FilmFyn.

- FilmFyn har med en række konkrete tiltag som busture, mobilapplikation, events og websites taget de første skridt til at indføre filmturisme i Danmark, og de erfaringer ønsker vi at udnytte og udvikle yderligere, siger Bo Damgaard.

Også en udvidet muligheden for hjælp til etablering af nye film- og medievirksomheder på Fyn kan understøtte erhvervsudviklingen i området.

- Vi har en række virksomheder, der er interesseret i at slå sig ned på Fyn. Men det kræver både bedre rammebetingelser og at FilmFyn udvider sit budget til investeringer. Regionens interesse er første skridt, nu afventer vi kommunernes budgetforhandlinger i år og til næste år, så vi ved om flere vil stå bag Filmfyn, siger Bo Damgaard.

Ud over en række konkrete rammeaktiviteter er der også pt en række konkrete filmprojekter hos FilmFyn, der kunne skabe omsætning hos nye ejerkommuner.

Yderligere info:

Direktør FilmFyn Bo Damgaard tlf 40 30 99 78

 

 

 

Nyhedsbrev