• Print
  • + Del Side

Paneldebat fra FilmFyns premiere på DE PÅRØRENDE

Dette års første premiere event i FilmFyn så lidt anderledes ud end normalt, da FilmFyns direktør Klaus Hansen bød velkommen til den fynske premiere på dokumentarfilmen DE PÅRØRENDE via skærm den 6. januar 2021. Premieren foregik digitalt som følge af regeringens forlængede restriktioner – men med hundredevis af seere hele vejen gennem aftenen, viste det sig at være et godt alternativ til en fysisk premiere, som vi ellers kender den.

DE PÅRØRENDE er instrueret af Vibe Mogensen og følger en terapigruppe bestående af fem forældre, der har valgt at stå frem med deres historier som pårørende til et psykisk sygt barn. De fem forældre står frem, fordi de har et stort ønske om at skabe fokus på, hvad det vil sige at være pårørende til et psykisk sygt barn. Børnenes diagnoser er forskellige, men den belastning, deres forældre lever med, er den samme: De er bundet til børnene i kærlighed, men skal ikke ofre deres eget liv og glæde for børnenes.

Efter filmens visning modererede Troels Mylenberg en debat med et udvalgt panel bestående af fagpersoner, politikere og en medvirkende fra filmen. DE PÅRØRENDE har national premiere på TV 2 den 12. januar 2021 og kan streames på TV 2 Play her.

Debatpanelet bestod af:
– Jane Heitmann, Psykiatriordfører for Venstre
– Julie Skovsby, Psykiatriordfører for Socialdemokratiet
– Birgitte Janischefska, Pårørende Mentor, Region Hovedstaden
– Mads Engholm, Formand for Bedre Psykiatri
– Tommy Brock Sørensen, far til Julie og medvirkende i filmen

DE PÅRØRENDE er produceret af Vibeke Vogel ved Bullitt Film og instrueret af Vibe Mogensen med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn og TV 2.