• Print
  • + Del Side

Pressemeddelelse: Bo Damgaard slutter på FilmFyn

Efter syv år på posten som administrerende direktør for den regionale filmfond FilmFyn har Bo Damgaard meddelt sin afgang.

FilmFyns direktør siden 2011, Bo Damgaard, har meddelt FilmFyns bestyrelsesformand, Ulla Østbjerg, at han ønsker at afslutte syv års indsats for den fynske filmfond, så snart der er fundet en afløser og gerne med årets udgang.

Bo Damgaard har været ansat som adm. direktør siden sommeren 2011. Hans opgave har været at udbygge FilmFyns forankring og ekspansion, og det er i høj grad lykkedes.

Der er sket en rivende udvikling, mens Bo Damgaard har været direktør på FilmFyn”, siger Ulla Østbjerg, FilmFyns formand.

Alt er blevet fordoblet, og efter både medieforlig og filmforlig på Christiansborg vil vores budget til udvikling af det fynske filmmiljø tage et afgørende skridt i forhold til at nå målsætningen om at have produktioner året rundt. Vi vil også få nye muligheder for en større og mere aktiv indsats i forhold til at udvikle det fynske produktionsmiljø”, siger Ulla Østbjerg.

At arbejde med FilmFyns udvikling gennem de seneste syv år har været fantastisk. FilmFyn har gennemgået en stor udvikling. Jeg er dog personligt nået til et tidspunkt, hvor arbejdslivet skal være lidt mere fleksibelt”, siger Bo Damgaard.

Det er selvfølgelig med stor beklagelse, at vi skal sige farvel til Bo Damgaard, men vi forstår godt beslutningen. Bo Damgaard har gjort en afgørende forskel for FilmFyn”, siger Ulla Østbjerg.

Bo Damgaard fortsætter i den kreative branche med bestyrelsesarbejde og egen rådgivningsvirksomhed.

FilmFyns bestyrelse har bedt Bo Damgaard udarbejde et oplæg til ny strategi for FilmFyn og den løbende drift af FilmFyn vil fortsætte uændret frem til en ny direktør kan tiltræde.

Der er ingen tvivl om, at den profil vi søger, gerne må have mange af de samme kvaliteter, som Bo Damgaard besidder. En udadvendt og kommunikativ person med stærk politisk tæft samt gerne indgående og mangeårigt kendskab til film og/eller tv-produktion, alternativt andre beslægtede kreative erhverv”, siger Ulla Østbjerg.

Se stillingsopslag på dette link: http://www.filmfyn.dk/direktoer-for-filmfyn/

Yderligere oplysninger: 

Bestyrelsesformand Ulla Østbjerg, tlf. 4030 9983

Adm. direktør Bo Damgaard, tlf. 4030 9978