• Print
  • + Del Side

Pressemeddelelse: DR familiejulekalender optages på Fyn

FilmFyn og Mastiff kan i dag løfte sløret for den næste store familiejulekalender til DR, som med støtte fra FilmFyn starter optagelser på Fyn dette efterår.

Når DRs familiejulekalender ruller over skærmen den 1. december 2022 vil det være med 1800-tals julemagi og fynske locations i centrum.

En julekalender af Poul Berg, Mia Marie Borup og Thomas Glud og serien produceres for DR af Mastiff. Poul Berg instruerer og har skrevet manuskript sammen med Jesper N. Christiansen.

Optagelserne starter til november i år og finder primært sted på Fyn frem til februar 2022.

Fortælling fuld af julemagi historisk herregårdsmiljø

Med denne julekalender vender vi tilbage til en magisk tid i midten af 1800-tallet, hvor julen var et sjældent og kærkomment pusterum i en hverdag på en travl herregård, fyldt med hårdt arbejde. Det gælder i særdeleshed for den fattige tjenestepige Karen, der elsker alt ved julen, ikke mindst bagværk. Men det er ikke kun kager, der gør julen til noget særligt. For julen betyder også, at Karen kan mødes med sin ven, nissen Rumle, som er herregårdens beskytter. Men i år er intet, som det plejer at være, for der er mørke kræfter på spil, der med skumle planer forpurrer forholdet mellem Karen og Rumle. Julen – såvel som det lille samfund – er pludselig i fare og det kræver både nissemagi og alliancer på tværs af både overbevisninger og klasseskel, hvis det alligevel skal blive jul for både høj og lav på herregården.

Unikke historiske locations på Fyn

Holdet bag julekalenderen har været på jagt efter unikke historiske locations i hele landet, og på Fyn har man bl.a. i Den Fynske Landsby i Odense og på Erholm Gods i Assens fundet to vigtige hovedlocations, der skal løfte den magiske historiske stemning i fortællingen.

FilmFyns direktør Klaus Hansen glæder sig over, at Fyn endnu engang danner ramme om en stor tv-julekalender. Han udtaler:

Fyn har endnu engang bevist, at de helt store tv-serier, der samler hele landet bag skærmen, kan produceres her. Dette bliver intet mindre end den 6. familiejulekalender, som optages på Fyn, og jeg er ikke i tvivl om, at det både skyldes Fyns mange eventyrlige locations og den store ’filmvenlighed’, som producenterne oplever ude i FilmFyns ejerkommuner.

Producent Mia Marie Borup fra Mastiff fortæller om valget af Fyn som ramme for julekalenderen:

At skulle tilbage til midten af 1800- tallet forventede vi ville blive en kæmpe udfordring locationmæssigt; et stort puslespil, som muligvis også ville kræve en del studiebyg. Efterhånden som vi gik på opdagelse i mulige locations på Fyn, gik det dog hurtigt op for os, at vi faktisk kunne lykkes med at finde alt det vi skal bruge! Locations og interiør står enten helt præcist fra den historiske periode eller kræver ganske lidt for at blive genskabt. Det er en kæmpe gave for produktionen, både økonomisk, kreativt og produktionelt. Ved at filme på rigtige locations forventer vi, at julekalenderen får et langt mere nærværende og autentisk udtryk.

Den store produktion har også været på jagt efter dygtige fynske holdmedlemmer og leverandører til serien. Producent Mia Marie Borup fortsætter:

Undervejs har vi samtidigt mødt mange dedikerede mennesker på Fyn, som ved lige præcis noget om den historiske tidsperiode og som bidrager med både viden, dyrehold og rekvisitter.

Vi glæder os til vi skal i gang med optagelserne til november på Fyn – og alt dette havde slet ikke været muligt, hvis det ikke var fordi, FilmFyn har valgt at støtte produktionen.

 

For yderligere information, kontakt:

Klaus Hansen, FilmFyn, klaus@filmfyn.dk, mobil: 2081 0959

 

Billedtekst: Landsby- og herregårdsuniverset fra DR julekalender 2022
Grafik: Shortcut