• Print
  • + Del Side

Publikum valfarter i biografen til Bille Augusts LYKKE-PER

Med mere end 52.000 solgte billetter efter åbningsweekenden – rekord for en dansk helaftensfilm – erklæres Bille Augusts storfilm en succes.

Den fantastisk smukke adaptering af Henrik Pontoppidans roman om Lykke-Per er kommet flyvende fra start i biograferne, hvor den i premiereweekenden solgte 52.408 billetter. Med en varighed på godt 2 timer og 45 minutter har spillefilmen LYKKE-PER dermed lagt sig i spidsen med den bedste premiereweekend nogensinde for en dansk helaftensfilm. I dag, godt tre uger efter premieren den 30. august, har billetsalget sneget sig op på mere end 218.000 billetter.

Filmen om Lykke-Per er optaget i Jylland, på Fyn, i København og i Østrig. FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje har begge investeret i den store produktion, således at vi som regionale fonde har kunne bidrage til at fastholde mest mulig produktion og filmhåndværk i Danmark. På Fyn er der lavet optagelser i Den Fynske Landsby, på Arreskov Slot og Gelskov Gods samt i og omkring Svendborg Havn.

I forbindelse med SVEND18 holdt FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje en særlig gallapremiere på filmen i Svendborg. Du kan se flotte billeder af instruktør og stjernecast på FilmFyns Facebook.

LYKKE-PER er produceret som værende både en spillefilm og tv-serie, og i 2019 vil tv-serien blive vist på TV 2.